Skip til hoved indholdet

Sådan håndterer vi konflikter

Ved konflikter mellem børnene er personalets rolle at være iagttagende og støttende, således at børnene har mulighed for at lære selv at løse deres konflikter i det omfang, de magter det. Vi træder blandt andet til, hvis vi oplever, at parterne i konflikten ikke er ligeværdige, hvis de ikke formår at løse konflikten selv, eller hvis vi ønsker at vise dem andre måder at løse konflikter på.
Generelt gælder det, at vi bliver bedre til at støtte børnene i at håndtere konflikter, hvis vi som voksne på tværs af dagtilbud og hjem deler vores erfaringer omkring barnets konflikter. Fx de gode fortællinger om, hvornår og hvordan det lykkes barnet at bidrage til at løse en konflikt, eller om hvordan vi som voksne lykkedes med at åbne nye handlemuligheder for barnet.

Bide, slå og kradse
En del børn går igennem en periode, hvor de reagerer ved at slå, bide eller kradse. Det kan der være mange forskellige årsager til. 
Fx manglende evne til eller erfaringer med at løse en konflikt verbalt, udforskning af hvad der er muligt og acceptabelt, frustration eller afmagt. 
Vi handler altid på dette, når det opstår, og vi aftaler med barnets forældre, hvordan vi sammen bedst kan støtte barnet i at lære andre handlemåder.

Oprydning
Vi vil gerne lære børnene at rydde op efter sig, når de er færdige med at lege. Det kan nogle gange blive anledning til konflikter mellem børnene og de voksne. Her er det en stor hjælp, hvis I som forældre også husker børnene på, at der måske er noget, de skal rydde op, inden de går hjem. Et godt råd, som vi selv bruger, hvis barnet ikke har lyst, er at sige: "Jeg vil gerne hjælpe dig med at rydde op". Så bliver det mere overskueligt og måske også lidt hyggeligt for børnene at gå i gang. En anden mulighed er at gøre oprydningen til en leg, hvor man foreslår barnet/børnene, at I skiftes til at rydde en ting op.

 

ny