”I Kokkedal Dagpleje er vi stolte af at kunne tilbyde børn og forældre en tryg ramme for børnenes hverdag i et hjemligt miljø. Vi har fokus på den gode modtagelse, nærværet og omsorgen, og det er vigtigt for os, at man både som barn og forælder oplever en tryg overgang fra hjemmet til dagplejen. Vi lægger vægt på et godt gensidigt samarbejde mellem forældre, dagplejer og mig som daglig leder af dagplejen.
Vi er en del af områdeinstitutionen Børnehusene Kokkedal. Vores dagplejere samarbejder derfor med det pædagogiske personale i Børnehusene Kokkedals vuggestuer og børnehaver omkring børnenes overgange og det faglige. Hver dagplejer har tilknyttet 3-4 børn i alderen 0-3 år, og samles også hver uge i vores legestue. Vores beliggenhed i Kokkedal byder på dejlige naturområder med mange oplevelsesmuligheder.
Hvis I har lyst til at hilse på dagplejerne, er I velkomne til at ringe og aftale et besøg i Legestuen. I må også gerne stoppe dagplejerne, når de går tur i lokalområdet. Vi glæder os til at hilse på jer!”
Aktiviteter i dagplejen
Vi udnytter de mange naturområder i Kokkedal, når vi tager på ture.
Vi mødes jævnligt til sang og rytmik på Egedalsskolen. Skolen har venligst lånt os et lokale, hvor vi alle kan være. Der har vi især fokus på børnenes sproglige, sociale og motoriske kompetencer.
Vi synger, laver sanglege og læser i bøgerne fra Sproggaven.
Vi leger med børnene og har fokus på at understøtte deres venskaber.
En gang om ugen laver vi fælles aktiviteter i Legestuen, hvor alle dagplejere og børn mødes på tværs.
Vi har mulighed for at benytte områdeinstitutionens bus "Buster" til ture og udflugter.
Vi sørger for at tilpasse aktiviteterne til børnenes behov og udvikling.
Alle Kokkedals dagplejere mødes en gang om ugen i Legestuen sammen med børnene hele dagen. Gennem leg og aktiviteter bygger børnene venskaber op og oplever glæden ved at være en del af en større gruppe. I Legestuen opdeles børnene i grupper efter alder, når vi fx synger, maler eller går på ture. På den måde får alle størst muligt udbytte af aktiviteterne.
Når vi er i Legestuen, går vi på besøg i vuggestuen Blomsterengen og møder vuggestuens børn og voksne. Dermed får de større børn i Dagplejen mulighed for at snuse til institutionslivet, før de selv skal starte i børnehave. Den lille gruppe og det nære miljø i dagplejehjemmet er således den trygge base for børnene i Dagplejen, mens livet gradvist åbner sig mod den store verden i Legestuen i samværet med flere børn og voksne.
Dagplejerne bruger også Legestuen som læringsrum, hvor de udveksler erfaringer og inspirerer hinanden fagligt som kolleger.
Som forælder er du velkommen til at komme på besøg i Legestuen. Ring venligst i forvejen og aftal, hvornår du vil komme.
Når dit barn har fået tilbudt plads i Dagplejen, har du som forælder mulighed for at besøge den dagplejer, I har fået anvist. På dette besøg vil dagplejeren fortælle om hverdagen i dagplejen og vise, hvor barnet kan lege, sove, spise, pusles osv.
Efter besøget hos dagplejeren afholdes et velkomstmøde. Du kan læse om mødets indhold under menupunktet om Forældresamarbejde.
Vi lægger vægt på et tillidsfuldt og åbent samarbejde mellem dagplejer og forældre med fokus på barnets ressourcer og interesser. En vigtig del af samarbejdet er den daglige dialog om barnets hverdag. Du bliver som forælder inviteret til et velkomstmøde i forbindelse med barnets opstart og til en årlig trivselssamtale.
Velkomstmøde
Velkomstmødet afholdes, når dit barn har fået plads i Dagplejen, og efter I har været på det første besøg hos dagplejeren.
Her taler vi om alt, hvad der er relevant for barnets hverdag i dagplejen, herunder gæstedagpleje, legestue og andre fælles aktiviteter. På mødet bliver forældre opfordret til at fortælle om barnets vaner mht. mad og sovetider, samt hvad der især kan gøre barnet glad eller ked af det, og hvad der ellers kan være væsentligt for dagplejeren at vide. Dette giver dagplejeren de bedste muligheder for at tage hånd om barnets behov i tilknytningsperioden, og det hjælper dagplejer og forældre med sammen at gøre overgangen fra hjem til dagpleje så glidende som muligt.
Trivsels- og overgangssamtaler
I Fredensborg Kommune er der fokus på børns trivsel og på at skabe gode overgange, når et barn eksempelvis skifter fra dagpleje til børnehave. Derfor anvendes pædagogiske metoder og værktøjer til at sikre, at forældres vigtige viden om barnet inddrages løbende.
Udvekslingen af viden om barnet foregår også ved trivselssamtaler, hvor der sker en gennemgang af barnets trivsel, udvikling, udfordringer og interesser. Når barnet skal starte i børnehave, lægger vi vægt på, at vores fælles viden om barnet videregives til den modtagende institution med særligt fokus på barnets ressourcer og interesser.
Når barnets faste dagplejer har ferie, skal på kursus eller bliver syg, har dit barn mulighed for at komme i gæstedagpleje hos en anden dagplejer. Børnene kender de andre dagplejere og deres tilknyttede børn fra Legestuen og andre fælles aktiviteter.
Dagplejernes kendskab til børnene på tværs betyder, at gæstedagplejeren har et kendskab til dit barn, og at dit barn også vil opleve en tryg hverdag, når den faste dagplejer holder fri.
Alle vores dagplejere har taget FOA's grundkursus for dagplejere samt deltaget i Fredensborg Kommunes kompetenceudviklingsforløb om den styrkede pædagogiske læreplan.
Desuden deltager dagplejerne i Børnehusene Kokkedals interne uddannelsesforløb og har fulgt forskellige pædagogiske kurser.
Dagplejerne i Kokkedal er:
Kathy
Jeanette
Bettina
Laila
Mie
De seneste tilsynsrapporter er i øjeblikket ikke tilgængelige. Dette skyldes ændringer i reglerne for offentliggørelse om personoplysninger, som betyder, at vurderinger af navngivne dagplejere ikke længere er tilladt.
Der gennemføres pædagogisk tilsyn i dagplejen/Legestuen i februar 2023, og vi forventer at modtage en samlet tilsynsrapport i slutningen af februar.