”Græstedgård har en helt særlig atmosfære og charme. Vores hus er en gul bondegård, som er omdannet til 0-6 års institution beliggende mellem marker og skov. Her har børnene gode muligheder for at fordybe sig i mindre grupper og få erfaringer med et rigt udeliv. Vi lægger stor vægt på, at de pædagogiske aktiviteter tilpasses de enkelte børns udviklingsniveau, behov og interesser. Helt fra børnene er små, arbejder vi med at sikre alle børn adgang til legefællesskaber, hvor vi understøtter deres legekompetencer og deres sociale og sproglige udvikling. Vi arbejder projektorienteret med temaerne i vores årshjul og har særligt fokus på, at de ældste børn rustes til skolestarten gennem alsidige aktiviteter.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at aftale en rundvisning!”
Daglig leder
Kamilla Frost
kfrp@fredensborg.dk
Tlf. 52 50 40 61
Vi er ca. 80 børn fra 0-6 år, 8 pædagoger, 1 pædagogisk assistent og 5 pædagogmedhjælpere.
Vi har fem grupper fordelt på 2 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper: Kirsebær 0-2 år, Blåbær 2-3 år, Solbær 3 år, Hindbær 4 år og Jordbær 5-6 år.
Vores beliggenhed er i naturskønne omgivelser med marker og skov, som vi ofte benytter til udflugter. Vi har to forskellige legepladser og en køkkenhave.
Vi er indrettet med en vuggestue og en børnehaveafdeling samt et hus i baghaven, hvor der også er en børnegruppe. Vi fordeler os på mange rum, hvilket danner en god ramme for alsidighed og fordybelse for de forskellige aldersgrupper.
Modtagelse og overgange
Inden et barn starter på Græstedgård, inviteres barnets forældre til et velkomstmøde. Her taler vi om barnets opvækst indtil nu, barnets rutiner, og hvad vi eventuelt skal være særligt opmærksomme på. Vi fortæller om vores pædagogik og om dialogværktøjet Min læringshistorie, som skal udgøre rammen for samarbejdet omkring barnet på tværs af hjem og dagtilbud. Her giver vi også praktiske informationer om institutionslivet og om samarbejdet mellem hjem og institution.
Formålet med velkomstmødet er at lære hinanden at kende og opbygge et tæt samarbejde omkring barnet, så starten på institutionslivet bliver god for hele familien.
Vi lægger stor vægt på, at alle institutionslivets overgange bliver så trygge som muligt, både for barnet og familien. Der er overgange fra Kirsebær til Blåbær og fra Blåbær til børnehavegrupperne. I perioden forud for en overgang besøger vi den nye stue med de børn, der skal flytte, så de gradvist vænner sig til en ny dagsrytme.
Hvis der er behov for det, inviteres forældrene til en overleveringssamtale. Det kan enten være et ønske fra jer eller os. Her deltager den pædagog, der har haft barnet og den pædagog, der skal arbejde med barnet fremover. Ved samtalen er der mulighed for at dele informationer om barnets interesser, ressourcer, vaner og eventuelle særlige behov.
På samme måde inviteres forældrene til en overleveringssamtale, når barnet skal starte på SFO. Her deltager en pædagog fra børnehaven og en pædagog fra SFO'en.
I det daglige arbejde på stuerne har vi et gennemgående fokus på, at alle børn indgår i nærværende samspil med os voksne, og at børnenes perspektiver inddrages i tilrettelæggelsen af hverdagen.
Aktiviteterne tilpasses det enkelte barn, ud fra barnets udviklingsniveau, behov og interesser.
Om formiddagen er rammerne tilrettelagt for børnenes fordybelse. Her arbejder vi med børnene i større eller mindre grupper alt efter emne og aktivitet, så vi kan understøtte det enkelte barns deltagelse.
En dag om ugen har vi Børnehusene Kokkedals egen bus ”Buster”. Her kører grupperne på skift til forskellige steder. Turene har forbindelse til den billedbog, vi arbejder med i perioden.
I perioden september til april er børnene hver torsdag aldersopdelt i grupper fra kl. 9.30, hvor vi fordeler os ud på stuerne.
Med de 3-årige arbejder vi med forskellige emner, som er aktuelle i forhold til gruppens udvikling og interesser. Det kan fx være en periode med motorik, tegning, sanglege eller andet.
Med de 4-årige arbejder vi med Natur og Science. En del af dette er vores besøg i Det grønne værksted, som er Børnehusene Kokkedals fælles udendørs læringslaboratorium på Broengen.
Med de 5-årige arbejder vi med dialogisk læsning med afsæt i vores førskolemateriale ”Filur” som forberedelse til børnenes start i SFO og skole.
Udflugter i grønne omgivelser
Græstedgårds beliggenhed i naturskønne omgivelser med marker og skov lige udenfor dørene giver børnene gode muligheder for at følge årets gang og komme i nærkontakt med naturen. Vi tager ofte på ture i nærområdet, hvor vi udforsker forskellige naturfænomener.
To legepladser
Vi har to forskellige legepladser. Vores lille legeplads er indrettet med legeredskaber, som udfordrer motorikken. Vores større legeplads er indrettet som en have i ujævnt terræn med kørebane til cykler og moon cars, træer, buske og mange kroge til at gå på opdagelse i.
Køkkenhave
Børnene følger årets gang i vores have og oplever, hvordan frugter og grønsager bliver til. I høsttiden nyder vi at spise bær og frugt direkte fra vores frugtbuske og frugttræer. Vi har indrettet os med bålplads, drivhus og køkkenhave, hvor børnene er med til at så, passe, høste og tilberede afgrøderne.
Det grønne værksted
Sammen med de andre institutioner i Børnehusene Kokkedal har børnene fra Græstedgård mulighed for at deltage i aktiviteter i Det grønne værksted på Broengen. Det grønne værksted er en have med urtebede, bålplads, tippi, vandlegestation og motoriske udfordringer.
Det grønne værksted fungerer som et udendørs læringslaboratorium, hvor børnene blandt andet kan få erfaringer med dyrkning af planter og afgrøder, naturfænomener, bæredygtighed, kost og madlavning.