”Børneengen er en velfungerende børnehave med en høj grad af tilfredshed blandt børn og forældre.
Vi er kendetegnet ved at have en medarbejdergruppe med et stort engagement og en børnegruppe med en mangfoldighed af etniske, kulturelle og sproglige baggrunde. Vi har fantastiske udeomgivelser med en legeplads, som er så stor, at børnene nemt kan finde uforstyrrede steder, hvor de kan fordybe sig i leg og naturoplevelser. Vores beliggenhed er tæt ved marker, skov og vand, som vi også udforsker sammen med børnene. Vi har et særligt fokus på legens store betydning, og vi deltager som voksne aktivt i lege sammen med børnene og hjælper dem med at blive gode til at lege med hinanden.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at aftale et besøg!”
Vi er 80-100 børnehavebørn, 6 pædagoger, 4 pædagogiske assistenter og 3 pædagogmedhjælpere.
Vi fordeler os i Hus 6 og Hus 8, hvor børnene er tilknyttet fire grupper.
I Hus 6 er Isbjørnene for de kommende skolestartere.
I Hus 8 er Søløverne, Sælerne og Pingvinerne for de 3-4 årige børn.
Hele børnehaven er både inde og ude indrettet med forskellige lege- og læringszoner med mulighed for at udfolde fantasi og kreativitet. Grupperummene og legepladsen er indrettet med små legezoner, hvor børnene indgår i fordybelsesaktiviteter sammen med en voksen, og hvor de også selv kan sætte lege i gang.
Alle grupper har deres egen udgang til legepladsen.
Indretningen tilpasses løbende til børnenes aktuelle interesser.
Vi har blandt andet:
Klatrevægge, ribber og reb til at klatre i udenfor.
Bøger i børnehøjde og særlige zoner, hvor vi arbejder med dialogisk læsning og Fri for mobberi.
Legekøkken og –restaurant, hvor rammerne lægger op til rollelege.
Konstruktionslegetøj.
Vores store legeplads har kuperet terræn, kastanjetræer og nøddebuske, sansehave, huler, boldbane, cykelbane, sandkasser, gynger, klatrestativer og bålplads.
Pædagogiske aktiviteter
Vi tager på mange ture i lokalmiljøet til skov og strand, og vi giver børnene mulighed for fysisk udfoldelse på områdets legepladser og fodboldbaner. Desuden deltager vi i forløb med fokus på dyr, planter og natur i Det grønne værksted.
Vi arbejder systematisk med Fri for mobberi, og vi har stort fokus på at understøtte børnenes legefællesskaber.
Alle børnene deltager i dialogisk læsning omkring bøgerne i Sproggaven, hvor de inddeles i mindre grupper efter deres sproglige alder. Vi igangsætter aktiviter og lege knyttet til bøgernes handling.
På disse måder ønsker vi at styrke det fælles kulturelle fundament, legekulturen og et fælles ordforråd i børnegruppen.
De 5-årige deltager i dialogiske læseforløb med det skoleforberedende materiale Filur, og de deltager i et brobygningsforløb i forbindelse med overgangen til fritidshjem og skole.
I Børneengen er arbejdet med børns sproglige udvikling en integreret del af dagligdagen. Vi har fokus på at skabe et sprogligt stimulerende miljø gennem nærværende samtaler, leg, rim og remser, sanglege, musik og dialogisk læsning.
Udvidet dialogisk læsning
Vi arbejder systematisk med dialogisk læsning af bøgerne fra Sproggaven samt Filurmaterialet til de kommende skolestartere.
Vi fordyber os i den enkelte bog gennem forskellige aktiviteter og lege, som handler om bogens tema og figurer.
Fokusord
Til hver bog arbejder vi målrettet med bestemte fokusord, som vi gentager for børnene i mange af hverdagens sammehænge. Fokusordene hænges op på væggene sammen med visualiseringer af ordenes betydninger samt oversættelser til børnenes forskellige modersmål. På den måde gøres ordenes betydninger konkrete for børnene, og børnene får øje for, at der findes forskellige sprog.
Forældre i sprogarbejdet
Som forælder kan man støtte op om arbejdet med bøgerne i Sproggaven og Filurmaterialet ved at låne periodens bog med hjem i nogle dage og læse den sammen med barnet. Ved at læse sammen med barnet, tale om bogens handling og vise interesse for, hvad vi laver i børnehaven kan man som forælder styrke barnets sproglige udvikling.
Vi prioriterer forældresamarbejdet meget højt. For os indebærer det gode samarbejde, at vi deler de gode historier om barnet, at vi spørger og lytter til hinanden med åbenhed og plads til at være uenige.
Samarbejdet tager udgangspunkt i den enkelte families forudsætninger, viden og forestillinger om, hvad vil det sige at gå i dagtilbud. Vi forventer, at forældre deltager aktivt i samarbejdet omkring såvel eget barns trivsel som trivslen i den samlede børnegruppe - det hænger nemlig nært sammen.
Min læringshistorie
Vi bruger dokumentationsredskabet Min læringshistorie til at styrke samarbejdet omkring barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse. Dette skal sikre, at vi får delt de gode historier om barnets interesser og ressourcer på tværs af børnehaven og hjemmet. Ved at dele de gode historier i hverdagen får både medarbejdere og forældre bedre mulighed for at understøtte barnets trivsel og læringsprocesser.