Arbejdslørdag om resonansfællesskaber
På Børnehusene Kokkedals arbejdslørdag den 13. maj, hvor overskriften var Resonansfællesskaber, havde vi besøg af Villa Venire.
I en anderledes ramme blev vi guidet ind i et rum af lyd, stemning og tid til at mærke os selv og lytte på hinanden i en samhørighed som arbejdsfællesskab. Et vigtigt budskab for dagen var, at hvis vi skal kunne give børnene alt det, vi gerne vil i hverdagen, skal vi også selv fyldes op, og vi skal kunne trække på hinanden som kolleger. Tempoet blev på arbejdsdagen sat helt ned, og det gav os anledning til at reflektere over nogle af de ting, som vi ofte ikke når eller får prioriteret i hverdagen; at bevidne, berøre og bevæge hinanden.